Efter metoden første gang blev testet på forsøgsdyr i slutningen af 60’erne, er der offentliggjort mere end 2500 undersøgelser. En stor del er celleforsøg og dyreforsøg. Flere er kliniske undersøgelser. Af disse er 145 dobbeltblindede studier. Det betyder, at hverken terapeuten, patienten eller forskeren, ved om det var laseren, eller bare en “dummy laser”, patienten blev behandlet med. Den subjektive del af terapien elimineres derved.
Af disse 145 undersøgelser er 105 positive, dvs. man har fundet en positiv effekt af laserbehandlingen. Men mere end 1/3 er negativ. Allerede i slutningen af 60´erne påviste forskere at forskellige bølgelængder frembringer forskellige effekter (blandt andet fordi de har forskellig indtrængningsdybde) og at der behøves en dosis af en vis størrelse for, at der sker noget samt at forskellige biologiske forhold, behøver forskellige behandlingstilgange. De forskere der gennemførte ”negative” undersøgelser synes at have været begrænset i deres viden om laserterapi.
Dette ses af bl.a. anvendelse af ekstremt lave doser, ukorrekte beregninger af dosis og fejlagtig behandlingsteknik mv. Nogle negative undersøgelser synes at være velbegrundede. De bekræfter, at ikke alle forhold kan påvirkes eller bare, at de bølgelængder og doser, der blev anvendt i undersøgelsen, ikke har været effektive.
Man kan derfor med tryghed hævde, at laserterapi har et godt videnskabeligt grundlag, godt nok til at acceptere det som en medicinsk behandlingsmetode. På grund af kompleksiteten er der naturligvis behov for yderligere forskning, for eksempel for at bestemme de optimale doser og behandlingsteknikker.
Kilde: http://www.slms.org/artikel1.htm
